Mine læserbreve

Lokal Grøn 3 part – nu kommer arealomlægningsplanen – lodsejer tjek din e-post!!

I december skal arealomlægningsplanerne fra ”De lokale grønne 3 parter” vedtages i Kommunalbestyrelsen i Holbæk (3 stk.), men i de her dage udsendes besked til de mere end 850 lodsejere i Holbæk kommune, der er omfattet af udpegningerne i arealomlægningsplanerne. Planen foreslår en helt anden anvendelse af deres landbrugsjord.

En arealomlægningsplan er en slags køreplan for, hvordan traditionelt dyrkede marker skal overgå til natur. Planen vil pege på arealer, der er særligt egnede til at begrænse hhv. kvælstof- og CO2 udledning. De værktøjer, der kan anvendes til dette, er minvådområder, vådområder, klima-lavbundsområder mm. Fra 2026 skal der også ses på grundvandsbeskyttelse og større naturarealer, men disse indgår ikke i 2025 planen i Holbæk.

Grøn trepart er besluttet af et meget stort flertal i folketinget på en ene side og landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og fagbevægelsen på den anden side. Holbæk kommune har en af de største udfordringer med kvælstofreduktion i Danmark (mere end halvdelen af kvælstofreduktionen i Isefjord og Roskilde fjord skal klares af Holbæk og til dels Lejre kommuner).

Hvis ikke der bliver udtaget tilstrækkeligt med arealer i omlægningsplanen, vil alle dyrkede arealer i kommunen blive pålagt næsten 100% efterafgrøder fra 2027 (efterafgrøder skal opsamle overskydende kvælstof). Dette vil betyde, at det stort set vil være slut med gyldne hvedemarker og gule rapsmarker i kommunen – netop de afgrøder der ellers holder økonomien sammen hos landmanden (der må ikke dyrkes vinterafgrøder efter en efterafgrøde). Samtidigt vil de arealer der er lavbundsjord (humusholdige) blive pålagt en skat fra 2027, hvis ikke de tages ud af landbrugsdrift.

Lige nu er staten ikke klar med kompensationsmodeller for de tab lodsejerne vil blive udsat for som følge af planerne, så der vil sandsynligvis blive stor frustration hos de lodsejere, der har fået en udpegning. Folketinget har besluttet at arealomlægningerne skal være sat i værk inden 2027, ellers bliver man som lodsejer ramt af efterafgrøder i meget stort omfang.

Modsat kommuneplanen er der ikke høring på omlægningsplanen, men det skal ikke holde dig tilbage fra at kommentere udpegningerne på din jord overfor din kommune – gør det!!!

Det bliver en meget meget stor opgave for kommunalbestyrelsen i Holbæk kommune i 2026 og videre frem at formidle arealomlægningsplanen til lodsejerne og derpå forhandle med disse om udtagning af jorden – lodsejerne må IKKE føle sig kørt over!!. Desuden skal kommunalbestyrelsen forstå, at det er frivilligt for lodsejerne, om de vil omlægge deres jord – hvis ikke man har lodsejerne med, så får man ikke hverken reduktion af C02 og kvælstof, eller

den ønskede grundvandsbeskyttelse eller får rejst bynær skov, eller hvad der ellers står på ønskesedlen. Samtidigt skal den nye kommunalbestyrelse seriøst i gang med at kigge på overløb og udledninger fra bl.a. rensningsanlæggene i kommunen, den opgave har Holbæk kommunalbestyrelse endnu ikke taget på sig!! – der er ikke kun landbruget det udleder til fjorden – det gør vi alle sammen!!!

Christian Ahlefeldt-Laurvig kv25- kandidat i Holbæk for Venstre

Opråb til den kommende borgmester om fjernvarme

I 2022 fremsatte den daværende Socialdemokratiske regering en målsætning om, at det fra 2035 ikke mere skal være muligt, at boliger kan opvarmes med gas.

Derfor er der lavet store forkromede planer om fjernvarme i Holbæk by. En fjernvarme som forbrugerne (private boliger, boligselskaber, virksomheder mm) ikke umiddelbart ønsker – i hvert fald ikke alle. De vil hellere beholde deres gasfyr, der i øvrigt ofte kan leve meget længere end til 2035 – og hvorfor skal de egentligt ikke have lov til det?.

Holbæk by er den eneste større by i Danmark, der ikke har fjernvarme. Hvis fjernvarme skal rulles ud over Holbæk by, så står vi overfor en enorm anlægsinvestering, og hvem skal betale den? – ja gæt engang! Det skal forbrugerne af varme i Holbæk by.

Samtidigt sagde den socialdemokratiske regering i 2022, at ”Ambitionen er, at al gas i Danmark skal være grøn i 2030”. At gas er grøn betyder, at når den gas, der løber ind til gasfyrene i vores boliger, består af mere end 50% biogas, ja så Vupti kalder man gassen i naturgasnettet for grøn gas (C02 neutral gas). Det mål forventes nu allerede at blive nået i 2029, så hvorfor ikke søge regeringen om, at Holbæk by kan blive fritaget fra målsætningen om, at boliger ikke må opvarmes med gas fra 2035, når nu gassen er grøn fra 2029, og vi i øvrigt på Sjælland har masser af ressourcer til at lave biogas.

På den måde behøver vi ikke at grave hele Holbæk by op – inkl. bymidten – og samtidigt kan varmeforbrugerne undgå den store tilslutningsafgift til fjernvarme.

Venstre vil opfordre den kommende borgmester til at anmode Christiansborg om, at Holbæk by (og andre byer i Holbæk kommune) kan blive fritaget fra at skulle etablere en stort og dyrt fjernvarmeanlæg i kommunen.

Christian Ahlefeldt-Laurvig KV25-kandidat for Venstre i Holbæk

Opråb til den kommende borgmester – strategiske opkøb

En meget vigtig opgave for den kommende borgmester et at skabe vækst og udvikling ved at se fremad – og fremad udover de næste 4 år!

Rammerne for vækst og udvikling skal til stadighed være til stede, og det er bl.a. kommunens opgave at ligge inde med kommunalt ejede arealer – herunder byggemodnede arealer – så kommunen hurtigt kan imødegå efterspørgsel dels på boliger og dels på forespørgsler fra nuværende virksomheder, der ønsker at udvide. Det kan også deje sig om nye virksomheder der ønsker at flytte til vores kommune – alt sammen noget der skaber arbejdspladser, skatteindtægter og dynamik.

Den daværende konservative borgmester Steenstrup tænkte fremad og satte i 1960’erne opkøb af Holbæk Slots Ladegaards jorder i værk, som siden i 1970’ere og frem til for ganske nyligt er blevet brugt til nye boliger. Den radikale borgmester Arnold Sørensen gjorde det samme, da han købte Wegnersmindes jorder i 1970’erne, og herfra har kommunen solgt byggegrunde indtil for nyligt. Nu er Holbæk kommune imidlertidig ved at løbe tør for jord til nye boliger og erhverv. Under Venstre borgmester Søren Kjærsgaard solgte kommunalbestyrelsen de daværende idrætsarealer – Holbæk have – hvor FB-gruppen i dag er ved at opføre en hel ny bydel. I aftalen omkring den nye Sportsby ligger, at en del af provenuet fra salget af Holbæk have skal bruges til ”Strategiske opkøb” – altså til at erhverve jord til fremtidige by- og erhvervsarealer.

Jeg vil derfor opfordre til, at den kommende borgmester får sat gang i de strategiske opkøb – udover de få, der er gjort de sidste 4 år. De strategiske opkøb skal også ske udenfor Holbæk by f.eks. langs vores motorveje, så vi der kan sikre erhvervsudvikling og hurtigt slå til, hvis en af vores eksisterende virksomheder eller en ny virksomhed ønsker at etablere ny produktion.

På den måde kan vi bidrage til vækst og udvikling i Holbæk kommune også for de fremtidige generationer.

Christian Ahlefeldt-Laurvig KV25-kandidat for Venstre i Holbæk

Opråb til den kommende borgmester – vandløb i Holbæk forhindrer udvikling

Jeg har gentagne gange de sidste par år i både byrådssalen og direkte overfor  flertalsgruppen  i Holbæk kommunalbestyrelse gjort opmærksom på, at vedligeholdelsen af de kommunale vandløb og åer er katastrofalt dårlig. Det er kommunens ansvar at få regnvand og overfladevand væk fra byer, veje, industriarealer mm. Hvis ikke kommunen får klaret den opgave, så bliver veje oversvømmet, by- og erhvervsudvikling bliver sat i stå og i yderste konsekvens får vi stigende fugtproblemer i vores boliger.

Omkring halvdelen af overfladevandet fra Holbæk by ledes ud i Kalvemose Å, som løber fra Fælleden, syd om motorvejen og videre frem til Mårsø og Holbæk fjord via Tuse å.

Netop fordi kommunen ikke sørger for at skære grøde og rense Kalvemose å og Tuse å ordentligt op, kan regnvandet ikke komme hurtigt nok ud til fjorden, og derfor har vi gentagne oversvømmelser af Skagerakvej mm., men hvad værre er, så har kommunen sagt stop for al ny udledning af overfladevand fra hele sydbyen til Kalvemose å – som konsekvens af manglende å vedligehold mm.

På grund af kommunens stop kan vi ikke umiddelbart komme videre med byudvikling omkring Tveje Merløse, udviklingen af datacentret risikerer at blive sat på hold, energibyen kan ikke påbegyndes, erhvervsgrundene ved sygehusvaskeriet kan ikke tages i brug osv.

Udviklingen af Holbæk by risikerer derfor at blive sat i stå, hvis ikke vi sørger for at få løst problemet. Vi kan ikke løse problemet med Kalvemose å ved at vådgøre flere arealer og dermed løse afvandingsproblemet ved at lade åen flyde over sine breder, vi bliver derimod nødt til at lave en ordentlig og effektiv å vedligeholdelse.

Der er utallige andre eksempler på mangelfuld eller manglende vedligeholdelse af kommunens åer. Hvis ikke vi tager denne problematik alvorligt, risikerer vi at sætte udviklingen af kommunen i stå. I Venstre ønsker vi vækst og udvikling og er derfor klar til at være med til at løse denne bundne opgave.

Christian Ahlefeldt-Laurvig KV25-kandidat for Venstre i Holbæk

Bymidtegruppen har ikke misforstået opgaven – måske har Erik Filthuth

Erik Filthuth og Nordvestnyt har de senere dage skrevet om anbefalingerne fra den nuværende bymidtearbejdsgruppe, desværre mangler begge den røde tråd.

Efter 24 år i kommunalbestyrelsen er det min opfattelse, der er størst chance for, at tingenekan føres ud i livet, når der er en bred opbakning til et forhandlingsresultat – forhandlinger føres ikke i Nordvestnyt!!!

Erik Filthuth påstår, at mange liberale erhverv ligger ulovligt placeret i bymidten, og at kommunalbestyrelsen giver dispensationer i al evighed – hvis Erik Filthuth havde ulejliget sig med at læse dagsordenen fra udvalget for ”Plan, Bolig og lokal udvikling” fra den 1. oktober, ville han kunne læse, der er tale om 4 erhverv, der skal have dispensationer, og at det kræver en revision af lokalplanen efterfølgende.

Jeg var formand for bymidteudvalget i 2021, og planen fra udvalget blev modtaget meget positivt. Forud for planen var medgået en længere periode med workshops, hvor alle parter fra bymidten deltog (både ejendomsejere, detailhandlere, borgergrupper m.fl.). Planen gik ud på at skabe mere liv i bymidten og at binde bymidten sammen med ikke bare havnen men også stationsområdet.

Siden da har Venstre utrætteligt arbejdet for flere penge til bymidten. Det lykkedes først ved budget 2025 (for et år siden) med sølle 1 mio. kr. Den nuværende arbejdsgruppes anbefalinger peger på, der skal sættes ind på følgende områder: Erhverv, kultur og udviklingsplan for bymidten. Yderligere skal ske en revision af lokalplanen for bymidten. Den peger på, ejendomsejerne skal huske at fortælle en potentiel lejer, hvad der til enhver tid står i lokalplanen for bymidten, så vi ikke ender i ulykkelige sager som frisør Hårgalleriet.’

Endvidere står der i anbefalingerne, at der skal laves en handleplan for, hvordan bymidteplanen kan føres ud i livet.Anbefalingerne peger også på, at der skal laves en branding strategi for, at Holbæk kommune og Holbæk by kan blive kendt ude i verden – vi ønsker en bymidte med mere liv, derfor skal vi gøre både Holbæk kommune og Holbæk by mere kendt i verden omkring os, så vi får flere besøgende og tilflyttere. Hvis ikke vi gør det, så vinder Køge, Roskilde og Slagelse over os, og bliver de byer, man flytter til eller handler i.

I budget 2026 er der desværre kun sat kr. 1 mio. af til bymidten i Holbæk – det er alt for lidt!! – men i teksten står der: ”Partierne er desuden enige om, at der i forbindelse med kommende års budgetlægning skal afsættes flere penge til udvikling af Holbæk bymidte”. Jeg forventer, at kommunalbestyrelsen får lavet en handleplan i 2026 samt øremærker betydeligt flere penge til bymidten, så vi får en levende bymidte i Holbæk.

Christian Ahlefeldt-Laurvig, KV25 for Venstre (medlem den nuværende arbejdsgruppe for
bymidten)

Holbæk bymidte (DEBAT)

Debatten om lokalplanen fra 1994 om Ahlgade mm. har de sidste dage vokset sig til en debat om selve bymidten og Holbæk som handelsby – begge debatter er ganske relevante!

Venstre har i mange år arbejdet for Holbæk som en stærk handelsby med mange oplevelser for et stort opland i en verden, hvor rigtigt mange handler på nettet fremfor i vores lokale butikker – ”Tænk globalt men handel lokalt” er et lidt glemt slogan, men er stadigt aktuelt også i Holbæk!!!

Jeg var formand for den arbejdsgruppe, der frembragte ”Udviklingsplanen for bymidten” i 2021. Det gennemgående var at skabe en mere alsidig bymidte, hvor kulturtiltag, events, infrastruktur, byliv og sammenhæng til station og havn skulle i fokus for bla. at understøtte en levende Handelsby.

Et god vision men uden penge – derfor var jeg glad for, at der på Venstres initiativ for budget 2025 for første gang blev sat ”1 mio. af årligt til at realisere byrumsplanen og skabe mere liv på havnen” men for at gennemføre byrumplanen bliver kommunalbestyrelsen nødt til at sætte betydeligt flere penge af i fremtiden – en levende handelsby kommer ikke af sig selv i disse her nethandelstider!

I januar 2024 stemte et flertal – Venstre stemte imod –  i kommunalbestyrelsen for en visionsplan for stationsområdet. Af visionen fremgik: ”At almindelige personbiler ikke længere skal kunne køre helt igennem stationsområdet” altså skulle det være slut med at køre igennem byen via stationsområdet – sikke et trafikkaos de dage, hvor Ahlgade og Smedeludsgade lukkes grundet de events, vi gerne vil have flere af for at skabe en levende bymidte – vi skal ikke gøre det besværligt at transportere sig rundt i Holbæk, det gavner ikke Handelsbyen.

I starten af januar opfordrede jeg udvalget for plan, bolig og lokaludvikling til at drøfte problemet med tomme butikker i bymidten, den drøftelse glæder jeg mig til og i Venstre er der ingen hellige køer om dispensationer fra lokalplan, revidering af lokalplan, mulighed for ændring af butiksfacader mm. – alt er i spil for at vi sammen med anbefalingerne fra udviklingsplanen for Holbæk bymidte kan få en livende bymidte, hvor ingen butikslokaler står tomme.

Christian Ahlefeldt-Laurvig

Medlem af udvalgene for Plan, Bolig og lokal udvikling og Klima, Natur og Miljø